Hopp til innholdet

Sprog som musik. Halfdan Rasmussens oversættelser af Thorbjørn Egners sangtekster

Når man læser og genlæser Thorbjørn Egners værker, bliver man opmærksom på, i hvor høj grad ord, billeder lyd og rum kan være i samklang. I dag er der opmærksomhed over for samspillet mellem børns medier, fx når karakteren Harry Potter optræder samtidig i bøger, film og computerspil. Thorbjørn Egner kan ses som et tidligt eksempel på en forfatter, der anvendte en række forskellige udtryksformer i forhold til børn. Når man fx tænker på Politimester Bastian, Klatremus eller Tante Sofie, vil man på én gang få associationer til tegninger, musik, replikker og skuespilleres optræden.

I en dansk sammenhæng har Egner været kendt og værdsat gennem hele sit forfatterskab. Værkerne er blevet oversat kort efter deres udgivelse på norsk, de har kontinuerligt været på markedet, og danske børn har i dag adgang til Egners værker både i form af billed- og lydbøger samt ved jævnlige opførelser på teatre. En række forskellige personer har oversat hans tekster til dansk, men de mest kendte og læste oversættelser blev udført af digteren Halfdan Rasmussen. Det følgende skal omhandle, hvad Rasmussen gør ved Egners tekster i den danske version.

Halfdan Rasmussens digte for børn

I tiden efter anden verdenskrig finder man både i Norge, Sverige og Danmark markante forfattere af poesi for børn. Rimede vers med nonsenselementer er i Sverige stærkt repræsenteret af Lennart Hellsing (1919-), i Norge af Inger Hagerup (1905-1985) og i Danmark af Halfdan Rasmussen (1915-2002). Der var en høj grad af udveksling mellem disse forfattere: Halfdan Rasmussen oversatte fx Inger Hagerups Lille Persille til dansk, og Inger Hagerup oversatte Halfdan Rasmussens samling Kasper Himmelspjæt til norsk.

Halfdan Rasmussen var i sin samtid anset for at være blandt de betydningsfulde yngre digtere. I lighed med den jævnaldrende kollega Tove Ditlevsen adskilte han sig fra de mere eksperimenterende poeter ved at fastholde digtets bundne form, med fast metrik og rimede vers. Rasmussen debuterede som forfatter af poesi for børn i 1948, hvor versfortællingen Fem smaa Troldebørn med illustrationer af Ib Spang Olsen udkom.

I 1950’erne indledtes udgivelsen af en række samlinger af digte for børn, der første gang samledes i Børnerim i 1964. Denne samleudgave står, sammen med Halfdans ABC (1967), som hovedværker i dansk poesi for børn. Rasmussens digte for børn blev illustreret af Ib Spang Olsen, og en lang række af digtene er sat i musik.

Overordnet set er det, der forbinder Rasmussens og Egners poesi for børn, deres sproglige musikalitet. Begge bruger de ord som en klang- eller lydlig iscenesættelse af en stemning, en tone eller en karakter. Hos Rasmussen kommer dette til udtryk på forskellig måde i hans digte for børn. En del af digtene i Børnerim er, hvad man kunne kalde poetiske genrebilleder. Digtet ”Sommerfuglen” lyder fx således:

Sommerfuglen er så let

som en piges åndedræt.

Når de fine vinger bæver

ligner den en blomst der svæver.

Før jeg sover trygt og tyst

kan jeg mærke i mit bryst

hjærtets gode stilhed svinge

som en sommerfuglevinge.  (Rasmussen 1964, s. 113)

Foto: Nyt Nordisk ForlagMan noterer sig som læser pulsen i versene, en vekslen mellem betonede og ubetonede stavelser, der bølger som en ind- og udånding, eller som den op- og nedadgående bevægelse af den vinge, verset fortæller om. De lyse vokaler i ”fine”, ”vinger” og ”ligner” kontrasteres med mørke i ord som ”åndedræt”, ”bæver” og ”svæver”. Til slut forsvinder ordene med et lille sus ud gennem de mange s’er i formuleringen ”hjertets gode stilhed svinge/som en sommerfuglevinge”. Teksten bæres af en håndgribelig metafor set fra et barns perspektiv: Sommerfuglen sammenlignes med en blomst, der svæver, og hjertets rytmiske slag sammenlignes med sommerfuglens vinge. Barnelæseren forventes at have sans for poesi som lyd, klang, rytme og abstraktion.

Mest kendte og udbredte er dog Rasmussens nonsensdigte. Et eksempel på disse er ”I Kassematten sad en masse katte”:

I kassematten sad

en masse katte

med glatte kattehatte

og med matte,

men da de glatte hatte

var for små,

fik alle glatte katte

matte på! (Rasmussen 1964, s. 43)

Foto: Cappelen DammHer møder læseren et rim bygget op omkring ordet ”kassemat”, et ord, som ikke er i brug i dag, men som betyder en slags kælder. Det er imidlertid ret ligegyldigt, hvad ordet betyder – hovedsagen er, at det lyder sjovt, og at det er godt at rime med: ”Kassemat” vendes først om til ”masse katte”, der herefter rimes på ”kattehatte”, dernæst på ”glatte hatte” og til slut ”mattehatte”. Ved første læsning bliver man grebet af lydene, der griber om sig for at kulminere i de usædvanlige ordforløb ”glatte katte/ matte”.

Ved anden læsning går det op for én, at lydene faktisk giver mening, men det er en mening, man må le ad. Kombinationen af det sproglige overbud i lyd og rytme og det absurde billede af hatteklædte katte i en kælder er i høj grad humoristisk. Det er det samme sproglige overskud man fx finder i Thorbjørn Egners pebberkagesang – og forvandlingen af den – fra Klatremus og de andre dyrene i Hakkebakkeskogen (1953).

Rasmussen og Egner deler også efterkrigstidens håb og forestilling om, at tekster for børn kunne bidrage til at skabe mere tolerante borgere i en fredelig verden. Hos Egner finder man både i Klatremus og de andre dyrene i Hakkebakkeskogen og i Folk og røvere i Kardemomme By (1955) opfordringer til sameksistens på tværs af forskelligheder. Hos Halfdan Rasmussen optræder også en række eksempler med eksplicit opfordring til tolerance, fx i ”Lille Negerdukke”:

Lille negerdukke

sover i min seng

sammen med en dejlig

gul kineserdreng.

Jeg har sunget mine

kære børn til ro,

klappet dem på kinden,

kysset begge to.

Vi er en familje.

Børn af samme jord.

Sov, min sorte søster!

Sov, min gule bror! (Rasmussen 1964, s. 52)

Her ser man et meget eksplicit udtryk for efterkrigstidens forestilling om, at tekster for børn skulle videreføre idealer om lighed og broderskab blandt alle jordens børn. En del af Egners tekster kan læses som udtryk for en lignende humanisme eller universalisme, og samme tanke kommer til udtryk i Egon Mathiesens billedbøger, fx Fredrik med Bilen (1944, norsk oversættelse 1946) og Mis med de blå øjne (1949, norsk oversættelse 1975). Sidstnævnte blev oversat til norsk af Thorbjørn Egner.

Egners sangtekster transformeret til dansk

Foto: Cappelen DammDa Egners tekster skulle oversættes til dansk, faldt valget altså på en digter, der havde en række lighedspunkter med sin norske kollega. Halfdan Rasmussen oversatte bl.a. Folk og røvere i Kardemommeby og Klatremus og de andre dyrene i Hakkebakkeskoven, og fokus er i det følgende på disse to værker, der er de mest kendte i Danmark. Læser man den norske og den danske udgave side om side, tegner der sig hurtigt nogle mønstre.

Først og fremmest kan man konstatere, at fordi dansk og norsk ofte ligner hinanden forholdsvis meget, er der meget små forandringer i den danske udgave. Et eksempel på dette er første vers af Politimester Bastians vise. Ser man bort fra ændringer i stavemåder, er den eneste forandring i den danske oversættelse, at Egner slutter verset med ordene ”for det synes jeg at alle skulle ha”, mens Rasmussen skriver ”for jeg syns nu det er flot at ha det godt”.

I Egners sangtekster finder man dog også norske ord, som ikke umiddelbart er forståelige for en dansk læser, og som dermed lægger op til omskrivninger. Det gælder fx ordet ”hempa” i sangen, hvor Kasper og Jesper og Jonathan leder efter deres ting, der måske medvirker til, at Rasmussen går lidt andre veje end originalen:

Norsk original:

Hvor er koppen min? Hvor er stroppen min?

Hvor er hullene som var på strømpelesten min?

Hvor er nål og trå – og min hatt av strå?

Hvor er hempa som jeg hadde bak i vesten min?

Jeg er sikker på jeg haddde den i går.  (Egner 1980a, s. 56)

Dansk oversættelse:

Hvor er kop og krus? Hvor er skrå og snus?

Hvor er bøjlen? Hvor er nøglen til det lille hus?

Hvor er måtterne og kalotterne?

Hvor er bogen, hvor der står om hottentotterne?

Jeg er sikker på jeg havde den i går. (Egner 1980b, s. 56)

Foto: Cappelen DammI stedet for at arbejde på en oversættelse af det specifikke ord skaber Rasmussen en række af rim, som kan give associationer til nonsensverset om kattene: ”måtterne” rimes på ”kalotterne” og til sidst ”hottentotterne”. I Musikantene kommer til byen (1978) er der relativt meget fokus på mad, og bogen foregår delvist på landet, så termer som ”fårikål”, ”vørterbrø” og ”mikkelsbær” er andre eksempler på ord, der skaber behov for gendigtninger i den danske oversættelse.

En mere markant tendens i Halfdan Rasmussens oversættelser er, at han i højere grad end Egner går til excesser. I den originale røverviser fra Folk og røvere i Kardemomme By synger røverne glade om det, de gerne vil stjæle, men man bemærker en hyppig brug af ordet ”litt”:

Hos slakter’n tar vi servelat

og biff når vi behøver,

og så litt flesk til løvemat,

for det er godt for løver.

Litt oksestek kan og gå an,

og så litt pølser dann og vann;

men ellers så tar vi så lite vi kan,

både Kasper og Jesper og Jonatan. (Egner 1980a, s. 17)

Lidt flæsk, lidt oksesteg, lidt pølser, men så lidt som muligt: Også røverne i Kardemommeby har sans for mådehold. Dette vers får i Rasmussens version en mere ironisk drejning:

Hos byens slagter ta´r vi kun

et enkelt fad med finker,

en oksesteg på tyve pund,

lidt fars og nogle skinker.

Til løven røver vi en gris, en lille én naturligvis!

Men ellers så nøjs vi med pølse og and

både Kasper og Jesper og Jonathan. (Egner 1980b, s. 17)

De nøjsomme røvere erstattes her af madglade, der forstår at nyde en overflod af lækre slagtervarer. Man finder da også i andre sammenhænge eksempler på, at Rasmussen gerne gør Egners sangtekster lidt mere absurde og dermed giver dem en mere humoristisk drejning. Et eksempel på dette er det afsluttende vers i Tante Sofies rasende sang om, hvor beskidt der er hos røverne:

Norsk original:

Og ørene til Jonatan var fylt med rusk og rask,

Og Jespers nakke likedan skal ha en grundig vask.

Og hvis han ikke vasker seg skal de bli annen dans!

Med skrubb og børste kommer jeg og skrubber nakken hans. (Egner 1980a, s. 68)

Hvor truslen i den norske version er, at han vil blive skrubbet i nakken af den vrede Sofie, tages der voldsommere metoder i brug hos Halfdan Rasmussen:

Een skal ha’ vasket ørerne og een ha’ vasket tæer.

Een skal ha’ vasket hals og hår – og fingrene især.

Og strækker sæben ikke til, så ta’r Sofie fat

med skurepulver, sandpapir, benzin og sygevat. (Egner 1980b, s. 68)

Rasmussen tilføjer Egners vers noget grotesk, overdrevet, lidt voldsomt, men også morsomt. Både barnet og den voksne må sammen med røverne lytte til damen med de effektive rengøringsmidler med skrækblandet gru og glimt i øjet.

En tankevækkende forskel i de norske og danske tekster er henvisninger til rusmidler. Forestillinger om Danmark som et land med et mere løssluppent forhold til alkohol kan fx bestyrkes ved læsning af oversættelsen af Fru Bastians sang. Den norske tekst iscenesætter et ægteskab med en flittig husmor, der er glad for sin venlige og søde mand, der udmærker sig ved at hjælpe i husholdningen:

Norsk original:

Jeg styrer og jeg steller – og holder alt i stand.

Og politimester Bastian – han er min kjære mann.

Og mannen min han er en knupp, han er så snill og grei,

og alltid når jeg vasker opp, så tørker han for meg. (Egner 1980a, s. 107)

Dansk oversættelse:

Jeg er en venlig kone, som gør en masse gavn,

og jeg og min dejlige Bastian er gift i lovens navn.

Min mand er ingen dovenkrop, men hjælpsom, flink og sød.

Han trækker gerne øllen op når vi får øllebrød. (Egner 1980b, s. 107)

Essensen af verset er den samme i den norske og den danske version, men billedet af Politimester Bastian drejes en tand i retning af den mere afslappede og joviale øldrikker frem for den lydige ægtemand. Et andet eksempel på, at Rasmussen er mindre restriktiv end sin norske kollega i forhold til rusmidler, finder man i ”Rævejægersangen”, hvor det i den norske original hedder: ”Dersom du får se ham far, /må du være veldig snar,” (Egner 1978, s. 68) — mens konen i den danske udgave beder manden: ”Du må slukke din cigar / Ellers kan han se dig, far” (Egner 1979, s. 68).  I Den danske version ses der således bort fra, at det næppe er sandsynligt, at en norsk bonde vil gå rundt i skoven med høj cigarføring. Det gode rim, der føjer et pudsigt træk til personen, er vigtigere end det virkelighedsnære.

Det sidste træk, der skal nævnes som et særkende i Rasmussens oversættelse, er, hvordan han udvikler Egners beskrivelse af det lykkelige, frie individ, som i et vist omfang står uden for den gældende orden, men samtidig ophøjes til ideal. Klatremus iscenesættes i ”Klatremusevise” fx fra Egners side som en glad lille mus, der kan drive sult væk ved at synge for sig selv. Han behøver ikke samle til huse, for hans mange venner skal nok hjælpe ham, og han ser altid frem til en god fest, for han vil hellere more sig end arbejde.

Den danske oversættelse følger i de to første vers den norske original ganske tæt, men fremhæver fra starten dovenskab som en egenskab, Klatremus er stolt af: ”ingen er så doven/og lykkelig som jeg” (Egner 1979, s. 6).  Selv om indholdet i sidste vers i den danske version ligger tæt op ad den norske, drejes Rasmussens Klatremus i retning af en mere dionysisk given sig hen til nydelsen, snarere end blot og bar festglæde som i den norske version:

Norsk original:

Når jeg blir bedt i selskap

så roper jeg hurra!

For jeg vil gjerne spise,

synge og være glad.

Det er så godt å leve

når man kan more seg.

De andre de kan streve,

men det vil ikke jeg –

fadde rullan dei. (Egner 1978, s. 6)

Dansk oversættelse:

Når jeg bliver bedt til gilde,

så æder jeg for ti

og nynner på en lille

lyksalig melodi.

Jeg elsker fest og glæde

og ost og flæskesteg,

og hvorfor skal man græde

når man kan more sig,

falderullalej. (Egner 1979, s.)

Munterheden og glæden ved excesser understreges i den danske oversættelse ved brug af en række ord med bogstavet ’i’: ”gilde”, ”lille”, ”lyksalig”, ”glæde”, ”flæskesteg”, der er med til at understrege den trallende stemning, som kulminerer i det muntre udråb ”falderullalej”.

Det er et genkommende træk i Egners tekster, at musikken tillægges en transformerende kraft. I Musikantene kommer til byen lykkes det det lille orkester at forandre en hel by ved hjælp af deres musik. I den norske version af ”Muntre musikanter” hedder det, at de vil spille, så ”de sinte kan bli snille/ og de sureste må le” (Egner 1978, s. 52), i den danske oversættelse i et andet vers, at ”Alle sure folk bli´r søde,/ når musikken stemmer i” (Egner 1979, s. 52).

Musikken beskrives her som et middel til at ændre folks karakter, en pointe, som er den bærende i Musikantene kommer til byen. Barber Sørensens vise fra Folk og røvere i Kardemomme By er imidlertid det tydeligste eksempel på musikkens transformerende kraft. Også i dette tilfælde er der ikke tale om, at Rasmussen grundlæggende laver om på Egners tekst. Snarere udvikler han i form og indhold et element, der allerede findes i originalen. Signifikant er forskellen på nedenstående vers i dansk og norsk version:

Norsk original:

Å spille er min største lyst, det gjør jeg dagen lang,

og klipper mens jeg synger min barberermestersang.

Jeg klipper hår og klipper skjegg, det går så fint og lett

fordi jeg synger sangen min, og spiller klarinett:

 Dansk oversættelse:

At spille er min største lyst. Lad bare skægget stå.

Jeg spiller alle stjerner ned. Jeg spiller himlen blå.

Og får jeg ikke mad i dag, så spiller jeg mig mæt,

fordi det er min største lyst at spille klarinet:

I den norske version er sang og musik et middel til at få det arbejde, der skal passes, til at gå lettere. I den danske version drives Barber Sørensen af lystprincippet: Lønarbejdet må vige, hvis han har mere lyst til at spille. Musikkens forvandlende kraft får i denne oversættelse et stærkt poetisk udtryk: Klarinettens toner kan få himlen til at komme ned på jorden. Barber Sørensen er i Rasmussens udgave ligeglad med basale fysiske behov – musikken er vigtigere.

Et sidste eksempel på, at Rasmussen i højere grad end Egner hylder det frie individ, der sætter sig op mod givne normer, finder man igen i  ”Muntre musikanter”. I den norske version synger musikanterne, at de til tider klarer sig økonomisk ved at lade hatten gå rundt, og hvis de får rigelige indtægter ad den vej, sparer de op. Forestillingen om musikeren som småsparer må have været Rasmussen imod – i hvert fald digter han i stedet videre på udgangspunktet.

Norsk original:

Trenger vi losji for natten

eller litt til mat og klær,

går vi bare rundt med hatten,

og så blir det litt til hver.

Da er alle folk blitt blide

og har riktig hjertelag.

Og vi legger litt til side

så vi har til neste dag. (Egner 1978, s. 52)

Dansk oversættelse:

Vi har ingen bommelommer.

Vi har intet fast hotel.

Vi er folk med tomme lommer

og er fri for gods og gæld.

Når man kræver os for skatter

efter god og gammel skik,

slår vi op en mægtig latter

og betaler med musik.  (Egner 1979, s. 52)

Mådehold og glæden ved at kunne spare op bliver erstattet af lykken ved ikke at være bundet af jordisk gods. Musikanterne står uden for den gældende orden og ler ad  autoriteternes krav om at aflægge regnskab. Dermed bidrager også disse karakterer til en idealisering af det frie og sorgløse liv med musik, sang og glæde.

Afsluttende bemærkninger

En af grundene til, at Halfdan Rasmussens oversættelser fungerer så godt, er, at de to forfattere i vidt omfang havde en fælles tilgang til det at skrive for børn. De deler opfattelsen af barnet som en potentiel modtager af poetiske udtryk og af barnet som et musisk og fantasifuldt individ. De deler også, i pagt med deres samtid, ønsket om, at børnelitteratur kan bidrage til at skabe mere tolerante og fredselskende borgere. Endelig deler de også den opfattelse, at børnelitteratur meget gerne må indeholde et humoristisk element.

Thorbjørn Egners værker har en stor plads i dansk børnelitteratur. I forbindelse med arbejdet med denne artikel gjorde Bjørn Egner, Thorbjørn Egners søn, mig opmærksom på, at Halfdan Rasmussens oversættelser i nogle tilfælde også rejste den modsatte vej: tilbage til Norge. Egner fandt enkelte af Rasmussens formuleringer så gode, at de blev inkorporerede i senere norske udgaver. Et eksempel på dette ses i sidste vers af ”Røvernes letevise”. Nedenfor bringes først den oprindelige norske tekst fra 1955, derefter Rasmussens oversættelse og endelig den nye norske udgave fra 1980:

Hvor er raka vår,

og hvor er kaka vår?

Og hvor er sekken hvor vi

hadde fire fenalår?

Hvor er Kasper hen?

Hvor er Jesper hen?

Hvor er Jonatan, som hadde

pengekassa vår?

Jeg er sikker på han hadde den i går. (Egner 1955, s. 40)

Også i dette tilfælde rimer Rasmussen lidt mere finurligt og gør sangen en smule mere grotesk, når røverne fx ikke kan kende forskelle på syd og nord i det tilsvarende vers:

Dansk oversættelse:

Hvor er sæk og spand?

Hvor er sæk og and?

Hvor er Kasper? Hvor er Jesper?

Hvor er Jonatan?

Hvor er stol og bord?

Hvor er syd og nord?

Hvor er pengene vi stjal

fra vores oldemor?

Jeg er sikker på vi havde dem i går. (Egner 1956, s. 40)

Ved at rime ”and” og ”spand” på  ”Jonatan” får Rasmussen lagt ekstra vægt på, at de ikke engang kan finde hinanden. Og når ”stol og bord” rimer på ”syd og nord” og ”oldemor”, bliver det klart, at der hverken er op eller ned på deres tilværelse. Egner skiftede den oprindelige version af dette vers ud og inkorporerede Rasmussens sidste vers i den reviderede udgave i 1980 (Mail fra Bjørn Egner 28.9.2012). Man kan sige, at Egners tekster med stor succes rejser til Danmark, transformeres og i ganske enkelte tilfælde vender transformerede tilbage til Norge igen. Rasmussens oversættelser af Egner bliver dermed et eksempel på, at oversættelser ikke altid er ringere end originalen. Nogle gange er der så stor samklang mellem forfattere, at oversættelsen også kan præge den originale tekst.

Litteratur

Egner, Thorbjørn: Folk og røvere i Kardemomme by. Oslo: Cappelen, 1955

Egner, Thorbjørn: Folk og røvere i Kardemomme by. Kbh.: Gyldendal, 1956

Egner, Thorbjørn: Folk og røvere i Kardemomme By. Fornyet og nyillustrert utgave. Oslo: J.W. Cappelen, 1980a

Egner, Thorbjørn: Folk og røvere i Kardemomme By. Oversat af Halfdan Rasmussen efter fornyet og nyillustreret udgave. Kbh.: Gyldendal, 1980b

Egner, Thorbjørn: Klatremus og de andre dyrene i Hakkebakkeskogen. Fornyet og og forøket utgave. Oslo: Grøndahl, 1978

Egner, Thorbjørn: Klatremus og de andre dyr i Hakkebakkeskoven. 2. udgave. Oversat af Halfdan Rasmussen. Gyldendal, 1979

Egner, Thorbjørn: Musikantene kommer til byen. Oslo: J.W.Cappelen, 1978

Egner, Thorbjørn: Musikanterne kommer til byen. Oversat af Halfdan Rasmussen. Kbh.: Gyldendal 1979

Hagerup, Inger: Lille Persille. Illustreret af Paul Gaugin. Oslo: Aschehoug, 1961

Hagerup, Inger: Lille Persille. Illustreret af Paul Gaugin Oversat af Halfdan Rasmussen. Kbh.: Schønberg, 1962

Mathiesen, Egon: Fredrik med Bilen. Kbh.: Gyldendal, 1944

Mathiesen, Egon: Mis med de blå øjne. Kbh.: Gyldendal, 1949

Mathiesen, Egon: Katten med de blå øynene. Oslo: Cappelen , 1975

Rasmussen, Halfdan: Fem smaa Troldebørn. Illustreret af Ib Spang Olsen. Kbh.: Det danske Forlag, 1948

Rasmussen, Halfdan: Kasper Himmelspjæt. Illustreret af Ib Spang Olsen. Kbh.: Schønberg, 1955

Rasmussen, Halfdan: Kasper Himmelsprett og andre barnerim. Illustreret af Ib Spang Olsen. Oversat af Inger Hagerup. Oslo: Aschehoug, 1960

Rasmussen, Halfdan: Børnerim. Illustreret af Ib Spang Olsen. Kbh.: Schønberg 1964

Korrespondence med Bjørn Egner pr. email 28. september 2012

Debatt om Egner

http://www.nb.no/utstillinger/egner/

http://www.aftenposten.no/kultur/Svensk-regissor–…

http://www.aftenposten.no/meninger/kronikker/Karde…

http://www.aftenposten.no/kultur/Sofia-Jupither—…

http://www.aftenposten.no/kultur/–Tovete-store-bo…

http://www.aftenposten.no/kultur/Egners-sonn-mener…

http://www.aftenposten.no/meninger/Jeg-ble-sa-sint…

http://www.aftenposten.no/meninger/kommentarer/Kar…

http://www.dagbladet.no/2013/01/10/kultur/debatt/t…

 

Relaterte innlegg